Workshop - Saraswati

Saraswati

I den første af tre workshops henover sommeren med fokus på det meditative, filosofiske og mytiske aspekt af yoga mødte vi Saraswati – en af de mange hinduistiske gudinder. Med invitationen til at forstå disse mytiske figurer som aspekter af vores egen personlighed dykkede vi ned i nogle af myterne omkring Saraswati og lærte hvordan hun kom Brahma til undsætning ved universets begyndelse, dengang alt var kaos – det der mytologisk betegnes som et stort roterende mælkehvidt hav – og som vi i vestlig terminologi bedre forstår som ”The Big Bang” der satte en masse partikler i bevægelse og dermed startede dannelsen af det Univers vi kender i dag. Mytologisk set vidste Brahma ikke hvad han skulle gøre med dette kaos, denne helt spæde begyndelse. Men fra sit indre hørte han en stemme og ud af hans mund kom Saraswati på sin hvide svane. Hun hjalp ham med at skabe et system i dette kaos, blandt andet gennem sol og måne og dermed tilblivelsen af dag og nat. Samt mange af naturens øvrige cykliske rammer, der har en underliggende besked om gentagelse, gentagelse, gentagelse – som vi for eksempel også kender fra Ayurveda. Saraswati repræsenterer vores kunstneriske side, det finkulturelle, poesien, matematikken, teknologien og de mere subtile lag af vores praksis som fx meditation og intuition. Og måske vi kan driste os til at tolke på myten om at Saraswati kom ud af Brahmas mund og dermed gøre hende til symbolet på Brahmas intuition. Den stemme vi alle sammen kender i større eller mindre grad når vi står i kaos og i virkeligheden godt ved hvad vi skal gøre, hvis bare vi giver os selv lov til at lytte til den stemme. Gennem restorativ yoga, meditation og refleksion arbejdede vi på workshoppen med ideen om at når vi med tålmodighed begynder at arbejde os gennem ”lagene” og bliver fokuserede nok – stille nok, sker der noget andet. Det er som om der vågner en anden stemme inden i os, som om vi får adgang til et dybere sted – et mere autentisk sted. Workshoprækken fortsætter med Lakshmi mandag 18. juli kl. 17.00-19.00. Det er på ingen måde et krav at man skal deltage på alle tre workshops – de bliver undervist uafhængigt af hinanden og alle kan være med. -------