Kram vinter-tungheden ud af kroppen

Med udgangspunkt i ayurveda var temaet på workshoppen “Kram vinter-tungheden ud af kroppen” detox og fordøjelse. På det tidspunkt af året hvor vi bevæger os fra vinter til forår, kan vi med stor fordel skrue op for intensiteten i vores praksis, med henblik på at øge cirkulationen i kroppen. Det er naturligt at vi i løbet af vinteren er mere indadvendte, at vi spiser tungere mad og i det hele taget er lidt mere huleagtige. Men når foråret begynder at melde sin ankomst, er det oplagt at lave én eller anden form for udrensning.

 

Det behøves på ingen måde at være en decideret faste, hvis den ide synes frastødende. Yoga og ayurveda handler også om at lære kroppens og sindets signaler at kende, og hvis man har lidt travl eller har noget stress i kroppen, kan det være decideret usundt at faste eller gå på juicekur.

 

På workshoppen stiftede vi særligt bekendskab med begreberne Agni og Ama.

 

Agni kan vi oversætte til ild eller fordøjelses-ild. Hvis vores agni er lav, kan det være svært at fordøje vores fødevarer, tanker, indtryk og ting vi smører på vores hud. Hvis agni er meget høj, kan det for eksempel opleves som en brændende fornemmelse i maven, tynd afføring og brændende fornemmelse når man er på toilettet.

 

Ama kan vi oversætte til toksiner eller giftstoffer. Ama kan beskrives som noget der er fugtigt, klæbende, tung og stagneret. Og kan dermed fungere som en rugekasse for sygdomme. Forestil dig du indtager præcis det du skal bruge, den rette mængde oplevelser, mad og så videre. Hvis “regnestykket” går op, landet vi på et 0. Hvis vi derimod indtager flere og oplevelser, mad og så videre, end vi skal bruge, så vil der være en rest der kan igangsætte en form for en gæringsproces, og på længere sigt kan det skabe en ubalance i kroppen i form af toksiner og giftstoffer - det vi kalder ama.

 

Eksternt kan vi opleve ama som det hvide lag der er på tungen om morgenen. Det kan fjernes ved at bruge en tungeskraber, så vi ikke indtager det sammen med for eksempel morgenmaden. Internt kan vi fjerne ama med varmt vand. Det kan for eksempel være et morgenritual hvor man starter dagen med at skrabe sin tunge efterfulgt af et glas varmt vand med lidt frisk citron i. Det booster energien, styrker immunforsvaret, renser systemet og giver en bedre fordøjelse.

 

I løbet af dagen anbefales det at drikke lunt vand, frem for at drikke koldt vand. Det lyder måske lidt underligt at drikke varmt vand, men tænk på hvordan det er at vaske op i iskoldt vand. Det fungerer bare ikke helt så godt som hvis man bruger lunt eller varmt vand. Det samme gør sig gældende i vores indre fordøjelsessystem.

 

Når vi spiser hjælper vi fordøjelsen ved at ritualisere vores måltider, frem for at måltiderne er noget der skal overstås mens vi er på farten, er på sociale medier eller sidder foran fjernsynet. Fordøjelsen er en levende proces der kræver vores fulde opmærksomhed for at fungere optimalt. Hvis vi har gang i 117 ting mens vi spiser, er der en sandsynlighed for at den del af nervesystemet vi kalder sympatikus (fight/flight) er aktivt, og når den del af nervesystemet er aktivt, løber blodet væk fra vores fordøjelsesorganer. Når vi har ro omkring måltidet er der derimod en sandsynlighed for at den del af nervesystemet vi kalder parasympatikus er aktivt, og dermed løber blodet til vores fordøjelsesorganer.

 

Hvis din agni eller din fordøjelses-ild sover, kan du lige inden dine måltider spise lidt frisk ingefær med citron og et drys salt. Det vækker agni og fordøjelsesenzymerne og sætter dermed fordøjelsesprocessen i gang allerede inden selve maden kommer ind i din krop. Dernæst kan det være en god ide kun at spise til du er 80% fyldt. Hvis du forestiller dig et patentglas du fylder med havregryn, kerner, chiafrø mm, som du gerne vil have blandet, så er det rigtig svært at få blandet indholdet ordentligt, hvis glasset er helt fyldt. Hvis du dermed efterlader lidt plads, er det meget nemmere at få blandet indholdet når du ryster glasset. På samme måde er det med vores fordøjelsessystem. Hvis du er helt fyldt op, går fordøjelsesprocessen meget langsommere, fordi der ikke er plads nok i systemet. Det kan medføre at der udvikles ama i systemet.

 

En anden ting der kan hjælpe til en god fordøjelse er en række universelle krydderier. At disse er universelle betyder at de afbalancerer alle tre doshaer (vata, pitta og kapha). Det er følgende krydderier:

 

  • Basilikum
  • Kardemomme
  • Kanel
  • Koriander
  • Spidskommen
  • Fennikelfrø
  • Ingefær
  • Mynte
  • Safran
  • Gurkemeje

 

 

Træningsmæssigt anbefaler vi en aktiv, varmende praksis på dage hvor du føler dig tung og uoplagt. Det vækker systemet og giver ny energi.

 

Rigtig godt forår.