Kali

Kali I den anden af tre workshops henover sommeren med fokus på det meditative, filosofiske og mytiske aspekt af yoga mødte vi Kali – én af de mange hinduistiske gudinder. Med invitationen til at forstå disse mytiske figurer som aspekter af vores egen personlighed dykkede vi ned i nogle af myterne omkring Kali og lærte hvordan hun besejrede dæmonen Raktabija der blev til mange Raktabija'er hver gang hans blod ramte jorden. Vi mødte forskellige versioner af denne myte, ligesom vi opdagede at myterne fletter sig ind og ud af andre myter. Dermed forlod vi for en stund vores vestlige lineære forståelse og befandt os i en mere cyklisk forståelse af dette mytiske univers, hvor vi med fordel kan starte midt i det hele, fordi der hverken er en begyndelse eller en slutning. Kali er ofte afbilledet sort eller blå i huden. Indsmurt i aske fra top til tå. Hun har langt vildt sort hår og dreadlocks. Hun er komplet nøgen bortset fra et lille skørt der består af menneskearme. Om halsen bærer hun en kæde med kranier og hun har tre øjne. I den ene hånd har hun et sværd der drypper af blod. Og i den anden hånd har hun et afhugget hoved. Og så har hun er ildrød blodig tunge der stikker langt ud af munden på hende. Og det er netop den tunge hun bruger i myten om Raktabija, for at hans blod ikke skal ramme jorden. Hun stikker den langt langt ud af munden og absorberer ikke bare hans blod, men alle de mange Raktabija'erne han er blevet til. Symbolsk set kan hun absorbere vores ”problemer” – ikke ved at gøre det umiddelbare, men ved at ty til alternative løsninger. Ved første øjekast er hun skræmmende at se på. Hun står for transformation og er i den grad fyldt med power. Og det er måske netop derfor mange af os vestlige kvinder fascineres af hende. Kali er ikke ”den pæne pige” som vi gennem flere generationer er blevet opdraget med. Når Gudinden manifesterer sig som Kali er det med en primal råhed, vildskab og voldsom styrke, vi som regel kun ser i naturen. Hun hverken kan eller skal kontrolleres. Og hun er inde i os alle sammen – som et redskab vi kan finde frem når situationen kalder på det. I starten kræver det som regel lidt træning at få hende frem. Den del er ikke så meget anderledes end hvis vi har en ”tornerose-muskel” der trænger til lidt træning, efter at have ”sovet i 100 år”. Og undervejs må vi formodentlig igennem en masse lag eller frakker der fortæller os at ”det kan vi da ikke tillade os”. Tænk hvis alle de lag blot er begrænsninger (Raktabija'er) der dækker over hvem vi hver især i virkeligheden er. Gennem mantra, asana og forskellige skriveøvelser, forsøgte vi at skrælle nogle af disse lag af, som forberedelse til en meditation hvor vi mødte Maha Kali. Maha kan oversættes til ”mor”. Og uanset hvor skræmmende Kali kan synes, når hun stikker sin tunge ud, og fortærer alle vores begrænsende overbevisninger (Raktabija'er), besidder hun en mors ubetingede kærlighed. Hun ser vores skønhed, vores sår, vores tvivl, vores frygt, vores fejl og alle de situationer hvor vi har såret et andet menneske. Og hun elsker os alligevel. Hun holder kærligt om os, og hjælper os af med alle lagene – ét af gangen – til vi står helt nøgne eller rene i styrken af vores egen sandhed. Og med invitationen til at forstå alle de mytiske figurer som aspekter af vores egen personlighed, kan vi lære at elske alle aspekter af os selv, når vi møder Maha Kali. Workshoprækken fortsætter med Lakshmi mandag 15. august kl. 17.00-19.00. Det er på ingen måde et krav at man skal deltage på alle tre workshops – de bliver undervist uafhængigt af hinanden og alle kan være med.