Hjemme igen :)

Hjemme igen - har været på en af den slags rejser man aldrig glemmer. Og Ja vi nåede toppen :-)

 

På trek i Himalaya... Hvor der var fokus på basale behov, som søvn og mad – Dog var vores opmærksomhed selvfølgelig også på vores trek, som vi jo rejste afsted for.

Nætterne var den største udfordring med den ekstreme kulde som rammer bjergene når solen går ned – vi frøs på trods af gode soveposer, masser af uld tøj og ”dejlige ” tæpper som teahusene ligger frem til deres gæster.

Hver morgen stod vi op kl. 7 og efter pakning og morgenmad fortsatte trekket. Kulden blev glemt, mens vi kunne se solen stikke op over bjergtoppene. Den begyndte efter kort tid, at varme vores kolde kroppe. Den havde en utrolig magt - så med varmen og solen trekket vi igennem Himalaya sammen med Yaks, blue sheaps - de smukkeste og vildeste vandfald, langs Marshyangdi floden, over hængebroer, langs dybe kløfter og høje bjergskråninger.

Bjergene var magiske - og jeg forstår godt, hvorfor folk der er opvokset i og sammen med naturen siger, at vi ikke skal være bekymret for moderjord… Moderjord er mægtig og meget mere mægtig end jeg forstår – Det er jeg sikker på.

Det er selvfølgelig ikke det samme, som at vi ikke skal ta os godt af den og passe på den!

Menneskerne vi mødte var imødekommende og gæstfrie. De gjorde deres bedste for at servicere os med de midler der er til rådighed i bjergene, hvilket ikke er ret mange. De ved, at en stor del af deres indtægt skabes af trekkere - derfor tilbyder de gerne fri WIFI (som nogen gange virker), varme tæpper og Dal Bath

(En national ret) - bliver serveret til der ikke kan presses mere ned -  og nogen gange tænder de også op i den fælles brændeovn der er i teahusenes spiserum. Det kræver dog meget arbejde da brændet skal bæres op af stejle stier – så jeg forstår godt de sparrede på det.

 

Det der er fælles for de Nepalesere der lever i bjergene er, at de er fattige og hårdhudet. De lever meget ude til trods for kulden, solen og den nogen gange meget hårde vind. Det ses tydeligt på dem – deres liv er baseret på basale behov og mit indtryk var ikke at de følte sig fattige.

Jeg så mennesker der på trods af ovenstående trives i deres, for os, hårde livsvilkår… Måske er det bl.a. fordi de har rent vand, fra bjergene, ris fra deres marker og uld fra de Yaks der lever rigtig mange af.

Deres helt basale behov er dækket – så på den måde mangler de ingenting.

Det er kun min vestlige hjerne der bliver lidt utålmodig i den tanke - for vi er jo vant til meget, meget mere. Det basale er ikke nok for de fleste af os   - sådan er den vestlige kultur ikke. Det sætter ting i perspektiv, at opleve så stor en kontrast i forhold til min livsopfattelse.

 

Helt praktisk gik vi igennem følgende byer:

13 nov. Kathmandu – Syange

14 nov. Syange – Tal

15 nov. Tal – Thanchock

16 nov. Thanchock – Pisang

17 nov. Pisang – Nawal

18 nov. Nawal – Manang

19 nov. Manang Hvile dag

21 nov. Manang – Khangsar

22 nov. Khangsar – Phedi

23 nov. Phedi - Thorang La pas 5416 meter - Kagbeni  - Ja vi nåede toppen :-)

24 nov. Kagbeni – Jomson

25 nov. Jomson – Pokhara Fly

 

Har oplevet meget fattigt i Indien og andre steder, men ikke som i bjergene – bjergene er noget helt andet.

For mig har denne her rejse været en drøm – en drøm som nu er udlevet.

 

Når det var lidt hårdt og jeg var træt fordi nætterne var lange og jeg var spændt på hvordan pas dagen ville forløbe   -  Er jeg glad for, at jeg vågende op med en mand der tit sagde: Det bliver en god dag, i dag…

Han mente det og tænkte ikke selv mere over hans dejlige måde at motivere på - de dage følte jeg mig ekstra heldig. 

Så skulle du få lyst til, at trekke Annapurna Circuit eller andre længere ture kan jeg varmt anbefale at du, hvis det er muligt, gør det med et menneske, som er inspirerede og motiverende – det gjorde i hvert fald min tur endnu mere fantastisk.